Rejsekomponisterne

Projektbeskrivelse:

Rejsekomponisterne

Ti udvalgte komponister rejser på kryds og tværs af Danmark, medens de komponerer i fællesskab med de passagerer de møder. Filmen er blevet en roadmovie, der rummer billeder af Danmark og smukke, sjove, sørgelige og spændende dialoger imellem komponister og danskere, du ellers sjældent møder på film. Fra Odden til Falster fra Skagen til Sønderborg lader de sig inspirere. De taler med og forfører de rejsende til at være med til at skrive om det at rejse med offentligheden i Danmark. Hver enkel menneske er på vej fra et sted til et andet og der gemmer sig tusindvis af fantastiske dagligdags historier eller bare billeder i hver enkel af dem. Det bliver et uforligneligt billede af Danmark lige her og nu. Motto: ”Det er i bevægelse tankerne opstår”. Filmen kan købes på Filmkontakt Nord eller bestilles til fremvisning hos MusikrGodt.

Rejsekomponisterne, Øjenvidneberetning

Den første der tog sig en tur som rejsekomponist, var Thomas Sandberg. 2 cykeltaxier holdt klar ved Nørrebro Station kl. 10.00. Een til Jesper Tøffner og Martin Winther, henholdsvis fotograf og klipper, og en til Thomas Sandberg. Lige så stille sneglede de sig op ad Nørrebrogade, i karavane. Jesper Tøffner, cool som få, klar til at springe af og følge Thomas, i en hvilken som helst inspiration Thomas måtte få. Martin Winther, lige i hælene på ham, i et forsøg på at afværge sammenstød med cyklister, biler og meget andet småtgodt og Thomas Sandberg, i strålende humør, klar til at lade sig inspirere. Der var næsten ikke den skraldespand, den bus, og det byggestillads ,som der ikke blev spillet på undervejs, op ad den relativt befærdede Nørrebrogade. Smilene bredte sig som halvmåner i folks ansigt og begrebet kunst i det offentlige rum, fik atter betydning. Thomas både perfomede og til dels optog lyde fra gaden, bilerne og grønthandlerne, han mødte på vejen. For siden hen, efter cykelturen, at fortrække til sit studie og lade inspirationen fra en fuldt mættet dag, give genklang i en storslået komposition. Vi glæder os til at høre den d. 29. oktober i Empire Bio 🙂 Se teaser om filmens tilblivelse Thomas Sandberg i Cykeltaxi

Dernæst kom turen til MrG-damerne Manuela Lærke og Susi Hyldgaard. Godt lastet med tilladelser, buskort, postkort og rejsekomponist-t-shirt, maste vi os vej ind i en fuldt proppet 5a, uden overhovedet at vide hvor vi skulle ende eller begynde. Det skal ikke være nogen hemmelig, at dansk ikke er det sprog der bliver talt mest af i den bus, så postkortene, med den udførlige forklaring om projektet på dansk, mistede ret hurtigt effekt iblandt passagererne. Heldigvis var der mange der talte engelsk og så blev teksten lynhurtigt oversat. Det blev til mange kuriøse samtaler med indere, afrikanere, nepalesere, israelere og en amagerkansk hestehandler. Vi konstaterede, at her er rigtig mange mennesker som bor, arbejder, eksisterer  i dette land uden at være i nærheden af at have rod her. 5a er en parentes, noget der skal overstås, en rodløs bus, som efterlader een med samme fornemmelse, som når man befinder sig i grænseovergangen imellem to lande. Man er ikke. Og alligevel var, dem vi mødte, en hel masse, i kraft af der, hvor de kommer fra, og stående i 5A, lyste den identitet stærkere og smukkere end nok så meget leverpostej. Der blev optaget lyd og skrevet samtaler ned til senere efterbehandling.Se videoklip fra Bus 5A Rejsekomponisterne

Samarbejdspartnere på Rejsekomponisterne:

KODA Spil Dansk, DJBFA (Danske Jazz, Beat og Folk Autorer)
DKF(Dansk Komponist forening)
DPA(Danske Populær Autorer)
Metro, Arriva, Midttraffik, Nordjyllands Trafikselskab og Movia