Frederiksborg Amtsavis

Af: Lars Ramlow, redaktør FREDERIKSBORG AMTS AVIS

Hørsholm Lille Skole medvirker i Projekt MMIKS 2011, – et antimobnings-projekt, der gennem musik og komposition bahandler enmer som, trivsel, kammeratskab, ensomhed, venskab, lærermobning, ironi, sprog og kammeratskab. Musik skaber fællesskab Hørsholm Lille Skole er med i projekt MMIKS, der sætter fokus på mobning og trivsel.

Mobning og trivsel kan være svært at tale om. Især, hvis man SKAL tale om det. Men emnerne er vigtige i skoleundervisningen og 5. klasse på Hørsholm Lille Skole er derfor med i det landsdækkende »Projekt MMIKS 2011«, hvor elever i selskab med professionelle musikere og komponister sætter fokus på kammeratskab, sammenhold, fællesskab, mobning, ensomhed og glæde.

– Musik, rytmik og sang hjælper til at samle en gruppe som eksempelvis en klasse. Det giver elever, der måske er svage i nogle fag, en mulighed for at vise deres talenter og styrker. En ordstrøm kan pludseligt flyde fra en ellers stille elev, andre kan komme med melodiske genistreger, være super kreative i deres billedsprog eller måske være vildt dygtige til at associere, forklarer Manuela Lærke, der er en af hovedkræfterne i projektet. Hun er 43 år, er uddannet indlæringskinesiolog, men har i 25 år arbejdet som komponist, musiker og underviser. Hun har selv en tysk-afroamerikansk baggrund, og som etnisk minoritet kender hun derfor følelsen af at skille sig ud.

– Jeg bruger min musik og min uddannelse i den kreative proces, så eleverne slet ikke oplever, at emnerne er svære at tale om eller få hul på. Musik kan så meget, og for mig er det ikke rigt nok KUN at stå på en scene, når jeg ved, hvad musik OGSÅ kan gøre for folk. Med min baggrund har det været en naturlig udvikling som musiker at være med i dette projekt, fortæller Manuela Lærke. Og hun har virkelig tag om elevernes opmærksomhed. Blandt andre Tatiana Weltzer, som er ny i klassen. Hun skiftede i juleferien fra Vallerødskolen til Hørsholm Lille Skole.

– Vi laver noget rap-agtig musik, og jeg har været med til at skrive teksten. Det har været helt vildt sjovt og spændende… og meget anderledes end, hvad vi plejer at lave, fortæller den 11-årige elev, der fortsætter: – Jeg synes, at det er godt at få at vide, hvordan andre har det i klassen. Nogle har det måske skidt, men har svært ved at tale om det. Det hjælper dette projekt med. Klassens lærer, Natascha Sundstrøm er helt på linie: – Hørsholm Lille Skole har i forvejen megen fokus på trivsel, mobning og kammeratskab. Men det er vigtigt for en skole også at få friske pust udefra. Det er Manuela virkelig. Hun har været som en hvirvelvind. Det giver en helt ny energi, at hun ikke kender eleverne, og at de ikke kender hende. Samtidig er hun en stor inspiration for mig som lærer. Jeg får input til andre læringsmetoder, end jeg bruger til dagligt, og det er sundt, lyder det fra Natascha Sundstrøm.